Om at turde tro og handle i livskriser og sygdom.

Her får du et uddrag af min kommende bog.

Forord

Bogen er skrevet som inspiration til de familier, som rammes af alvorlig sygdom. Det er mit ønske at bogen kan være med til, at give jer mod til selv at blive en aktiv medspiller i en helbredende proces. Igennem min egen historie vil jeg fortælle om, hvordan min familie og jeg kom igennem alvorlig sygdom. Jeg vil beskrive de tanker og følelser, vi var igennem, og hvilke konkrete handlinger vi valgte undervejs. Du vil se det projekt, vi sammensatte – en sundhedsplan og en kostplan. Bogen er skrevet dels med udgangspunkt i mine dagbogsnotater og dels fakta omkring sundhed og sygdom.

Som mennesker i et aktivt liv bliver vi nogen gange udfordret med sygdom – det er et livsvilkår. De fleste gange er det blot små forkølelser, influenza o.l., som klares ved omsorg og hvile. Men idag rammes flere og flere, af meget alvorlige sygdomme som f.eks. de autoimmune sygdomme, hvor cancer hører under. Det er her min historie starter.

Jeg kommer fra en rigtig kernefamilie, far, mor og 4 børn. Jeg er den sidste i flokken. Sygdom af den alvorligere slags var ikke det, som havde præget vores familie indtil i 1989, hvor min bror får konstateret en hjernesvulst. I 2000 får min søster konstateret livmoderhalskræft. I 2004 bliver jeg syg af stress og alvorligt syg i 2005 og igen i 2006.

Kulminationen vores søn Siggi får konstateret Hodgkins lymfom i august 2008. Vi er netop vendt hjem efter 4 fantastiske ugers sommer bilferie i pyrnærerne. Vi havde bestilt tid til speciallæge for at få Siggi’s knude undersøgt nærmere. De sidste 3 år, var vi ikke blevet taget alvorligt, og det var vores held at vi selv fandt en genvej til en overlæge på Næstved sygehus. Først da ruller korthuset – det er alvorligt!

Samtidig kæmper min mand med, at helbrede sig selv. Det var også med til, at give nyt liv og tryghed i familien.

Vi vidste, at vi ikke kunne ændre på fortiden, og at vi ikke præcis kunne vide besked om, hvad fremtiden med disse odds ville bringe. Vi blev tvunget til at handle i nu’et og være i nu’et. Det er det, jeg vil bringe videre til jer i form af en fortælling og et praktisk eksempel på, hvordan jeg og min familie gjorde og virkelig udviklede os med min, min mands og Siggis sygdom.

1. Værdier, etik og moral – Hvem er jeg?

Alle elsker deres familie eller måske er det en sandhed med modifikationer? Jeg elsker i hvert fald min egen selvskabte familie – mine 3 skønne børn og min mand.
Da alvorlig sygdom indtrådte i min ophavsfamilie, blev det klart for mig, hvad det er for et familiemønstre, som kan blive de snærende bånd i stedet for, de styrkende bånd med nye perspektiver og rummelighed, som det kræver for at familien kan samarbejde og skabe energi til helbredelsesprocessen. Det var det som, jeg selv efterstræbte i min egen lille families sygdoms helbredelse. Når sygdom indtræder, så er det virkelig families sammenhold og kærlighed, der kan skabe fundamentet for den helbredende kraft. Det vil jeg komme nærmere ind på, fordi forskellen på min ophavs families håndtering af sygdom og min egen håndtering af sygdom blev så tydelig.

Familien er der, hvor vores værdier, vores moral og etik grundlægges. Fundamentet for vores måde at gå ud i verden på og vide, hvad der er rigtigt og forkert. Fra det øjeblik vi bliver født bliver vi socialiseret til det samfund vi lever i – vi tilegner os vores families og samfunds trossystemer og kultur. Det vi lærer af vores forældre, af undervisere, af samfundet, af medierne, vores religion og vores kultur bliver vores fundament for, hvad vi tænker, siger og handler. Det bliver ”GPS’en”, vi bevidst/ubevidst styrer vores oplevelser i livet ud fra. Dette er et afgørende punkt som jeg vender tilbage til i et senere kapitel – nemlig tankens kraft, som en væsentlig faktor i helbredelsen.

Lad mig kort introducere dig for den familie jeg kommer fra. Set udefra kommer jeg fra en rigtig kernefamilie – far, mor og 4 børn. Min far var ingeniør og forsøgeren, og min mor var hjemmegående indtil jeg var 15 år. Min far var pateren, der skældte ud, når vi børn havde været uartige. Min mor var den pligtopfyldende hustru og mor, som sørgede for at hjemmet fungerede – lavede mad, vaskede og strøg tøj, købte ind og økonomiserede med kostpengene i små kuverter. Min mor var hende som altid bekymrede sig om sine børns ve og vel altid efter hendes kodeks. Vi måtte ikke gøre os bemærket i relationer med andre mennesker, f.eks. måtte vi ikke råbe i haven, ikke sige fra hvis man følte sig krænket af andre mennesker. Nej, altid tale pænt, være høflig og naturligvis pæn i tøjet.

Ro, regelmæssighed og arbejdsomhed – vores liv var i faste rammer. Min far og storebror var bygherre på vores barndomshjem. Det blev en flot villa i gule mursten med i 2 etager. Smuk have, pejs, klaver og et tikkende Bornholmer ur. En gang om ugen – lørdags godis (svensk ord, da min familie har boet i Sverige i nogle år) og hygge ved pejsen. Alt var rent og pænt. Puderne blev rystet efter man havde siddet i sofaen, håndvasken tørret af efter brug – alting skulle se ordentligt ud. Jeg elskede vores traditioner ved højtiderne. Jul og påske var fantastiske højdepunkter – husker julen med bagværk, marcipan, gløgg og æbleskiver. Påsken med påskeharen, der altid sendte os ud på sjov. Små sedler var gemt ude og inde, og dem skulle vi følge for så til sidst at finde et fantastisk påskeæg fyldt med godter. Hofretten var skidende æg, hvor vi forinden havde malet alle æggene med sjove mønstre og ansigter.

Da mine søskende begyndte at flytte hjemmefra, var der stor hjælp at hente fra vores far og mor. Vores far var en dygtig håndværker og trådte til, når gamle huse skulle renoveres. Vores mor bidrog med oprydning og rengøring – ja, hun kunne virkelig tage fat.

I en familie er der en vis orden – man organiserer sig i forhold til hinanden og får nogle faste roller, som selvfølgelig er gode på nogle områder og udfordrende på andre områder. I vores familie var vi ikke tæt sammen som søskende – måske var det aldersmæssige faktorer, der spillede ind. Men nok også vores forældres værdier. Da jeg var den mindste i familien betød det, at jeg altid måtte vente og blev derfor god til at lytte, men sjældent blev der lyttet til mig. Aldersforskellen på mine søskende og mig fordeler sig således min bror Jeppe var 12 år ældre, min søster Lene var 10 år ældre og min sidste bror Claus er 7 år ældre. Aldersforskellen var stor og jeg blev en efternøler i familien – den forkælede efternøler, som min mor udtrykte det.

Med den historie blev min rolle i familien lillesøsteren, der skulle bevise meget for at slå igennem. Jeg var den eneste der gennemførte gymnasiet og afsluttede min kandidat som cand. merc. psyk de CBS. Det var mine forældre stolte af, men synes alligevel det var utroligt, at jeg mestrede det. Mit første job efter endt uddannelse kvittede jeg fra den ene dag til den anden i min glæde over, at være gravid med vores første barn. Siden har jeg uddannet mig til aerobicinstruktør, afspændingsmassør og voksen underviser.

Det var lidt om mig og min ophavs familie, vores roller og forventninger. Hvordan vi stod i forhold til hinanden. Når der opstår sygdom i familien bliver netop disse mønstre sat på en hård prøve, fordi nu skal vi for alvor mødes i noget, der er svært. Kan vi mestre det, så den syge hjælpes bedst muligt? Jeg har oplevet håndtering af sygdoms forløb fra forskellige perspektiver og roller – først som pårørende, så blev jeg selv alvorligt syg og til sidste som forældre.

Men før jeg går videre er det vigtig at forstå, hvorledes vores krop arbejder og reagerer fysiologisk og psykisk.